Nyt pistolrøveri
Måske samme gerningsmand
Fredag aften kl. 20.49 begik en pistolbevæbnet mand røveri mod et Rema 1000-supermarked i Hornslet. Med pistolen truede han sig til 4.000 kroner fra kassen og en karton cigaretter.
Det er tredje gang på mindre end en uge, at en røver med pistol slår til mod en dagligvarebutik i Østjylland. Hver gang slår han til lige inden lukketid, og signalementerne minder om hinanden.
- Derfor går vi også ud fra, det er den samme mand som ved de to andre røverier, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Klaus Hvegholm Møller til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også: Endnu et pistolrøveri
Sidste lørdag røvede en mand med pistol KIWI i Skødstrup, og søndag gik det ud over Aldi på Skejbygårdsvej i Risskov.
- Vi vil meget gerne høre fra vidner eller folk, der kan genkende den her mand, siger Klaus Hvegholm Møller.
Signalement
Manden fra røveriet mod Rema 1000 i Hornslet beskrives på følgende måde:
- Dansk af udseende
- Ca. 30 år gammel
- Slank af bygning
- Ca. 190 cm. høj
- Iført hvid hættetrøje, mørk jakke, mørke jeans med brunt bælte, der hang en smule bag på
- Underansigtet var dækket af et sort stykke stof
Vidner kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 1-1-4.