Død i brand på plejehjem
78-årig kvinde omkommet
En ældre kvinde har fredag aften mistet livet i en brand på et plejehjem i Randers.
Personalet på plejehjemmet på Gl. Hadsundvej slog alarm klokken 20.19. Den 78-åriges liv stod dog ikke til at redde.
Ifølge Østjyllands Politi var der blandt andet gået ild i en stol på værelset.
Lørdag skal den ældre kvindes værelse undersøges nærmere for endeligt at fastslå årsagen til, at der opstod brand.
- Vi har mistanke om, at cigaretrygning kunne være brandårsagen, eller at der måske er gået ild i noget papir, fortæller vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi til Ritzau.
Flammerne nåede ikke at sprede sig uden for værelset. En række andre beboere på plejehjemmet blev dog kortvarigt evakueret ud på gaden, men de vendte senere tilbage til deres værelser.
Kvindens pårørende er blevet underrettet.