To biler kørte frontalt sammen
Tre personer kørt på skadestuen
Torsdag sidst på dagen gik det pludselig galt, da en 38-årig kvinde mistede herredømmet over sin bil og kørte frontalt ind i en modkørende på Århusvej i Grenaa.
- På toppen af Ålsø Bakken trak kvinden pludselig over i modsatte vognbane, og her kørte hun fronttalt ind i en 58-årig mandlig bilist, der kørte i modsatte retning, oplyser Østjyllands Politi.
Med sig i bilen havde kvinden sit barn.
Ved sammenstødet skete der stor materiel skade på begge biler.
Ifølge politiet kom ingen personer alvorligt til skade ved ulykken, men kvinden og hendes barn samt den 58-årige mandlige bilist måtte alle en tur forbi hospitalet for at blive tilset.
- Vi kender endnu ikke årsagen til ulykken, det skal vi nu prøve at undersøge nærmere, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.
Sammenstødet skete torsdag klokken 16.22.