Vinder 15 mio. i Lotto
Aarhusianer ramte plet lørdag aften
0-3-8-2-1-4-9.
Denne talkombination viste sig lørdag aften at være guld værd for en aarhusianer, som vandt en af de to store lottogevinster ved aftenens trækning.
En lottokupon købt hos Superbest på Skanderborgvej i Aarhus havde som den eneste kupon den helt rigtige Joker-række, oplyser Danske Spil.
Den heldige ejer af kuponen vinder dermed 15,1 millioner kroner - eller helt nøjagtigt 15.149.909 kroner.
Foruden den aarhusianske spiller kan også en fynbo stikke et stort beløb i lommen efter lørdagens Lotto-trækning.
En kupon købt hos Sygehuskiosken på Svendborg Sygehus havde nemlig som den eneste alle aftenens syv vindertal i Lotto på række.
Kuponens ejer vinder dermed 12.316.582 kroner.
Derudover har 100 lottospillere lørdag aften hver vundet 25.000 kroner, lyder det fra Danske Spil.