- Fra dårlig til katastrofal
Erhvervsliv kritiserer byens infrastruktur
Veje skal graves op for at gøre plads til en letbane, og samtidig er der færre spor på en af byens mest trafikerede strækninger, nemlig ved Aarhus Havn.
Det er nogle af de forhold, som til tider er med til at skabe massiv trængsel i byen, og som nu gør, at erhvervlivet dumper Aarhus Kommune, når det kommer til erhvervsvenlighed.
Kommunen er i år blevet nummer 67 i Dansk Industris erhvervsklima-undersøgelse. Det er en tilbagegang på fire placeringer i forhold til sidste år.
Det er problemer med fremkommelighed, infrastruktur og sagsbehandling, som er med til, at Aarhus lander som nummer 67 blandt alle landets kommuner.
Hos byens virksomheder og organisationer kommer det ikke som nogen overraskelse, at særligt trængselsproblemerne ligger til grund for den dårlige placering.
- Vi er gået fra en rigtig dårlig infrastruktur til en katastrofal, siger Peter B. Jepsen, som er direktør for HR og kommunikation hos Danske Fragtmænd, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge Peter B. Jepsen fra Danske Fragtmænd har Aarhus endda overhalet København som den dårligste by i Danmark, når det kommer til distribuering.
Tag med på en køretur med en lastbilchauffør i Aarhus tv-indslaget øverst på siden.