Mand banket og røvet
Syv personer bag overfald
En tur ude i Aarhus Festuge fik en ubehagelig udgang for en 19-årig kvinde og en 23-årig mand.
Her blev de to personer røvet, og manden blev slået, da de tog et hvil på en trappe ved Maren Smeds Gyde i det centrale Aarhus.
- De to personer sidder på en trappe og spiser noget mad, da der kommer en person med somalisk udseende hen og provokerer dem. Da de beder ham om at gå, kommer der yderligere seks personer derhen, siger politikommissær Richard Jakobsen fra Østjyllands Politi.
Gruppen af personer valgte at overfalde de to på trappen.
- Manden bliver slået, og de stjæler hans iPhone og pung, siger Richard Jakobsen.
Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner i sagen på telefonnummer 114.
Overfaldet skete natten til lørdag klokken 04.00.