Klar til at åbne festugen
Dronningen på besøg på rådhuset
Den 50. udgave af Aarhus Festuge er klar til at gå i gang.
Fredag eftermiddag ankom Dronning Margrethe til Aarhus Rådhus, hvor hun deltog i den traditionsrige banquet.
Foruden dronningen er også en række lokale politikere og erhvervsfolk indbudt til arrangementet.
Aarhus Festuge åbnes dog først officielt i forbindelse med aftenens jubilæumskoncert i Mindeparken med blandt andre Thomas Helmig og TV-2.
Her er dronningen nærmest på hjemmebane, når hun sætter festlighederne i gang kort efter kl. 20. Mindeparken ligger kun et stenkast fra regentens sommerresidens, Marselisborg Slot.
I alt 40.000 har sikret sig billetter til jubilæumskoncerten i Mindeparken. Foruden Thomas Helmig og TV-2 optræder også Aarhus Jazz Orchestra med gæsteoptræden af Dicte og Per Vers.
For at undgå trafikproblemer opfordrer arrangørerne publikum til at lade bilen stå og desuden komme i god tid.
Se Dronning Margrethe ankomme til Aarhus Rådhus i videoen øverst på siden.