Veteran skifter til Bundesligaen
Kasper Nielsen til Tyskland
I en alder af 39 år skal håndboldspilleren Kasper Nielsen igen spille i verdens bedste håndboldliga, den tyske bundesliga.
Mandag skriver den tyske klub Füchse Berlin, at den har skrevet kontrakt med den solide forsvarsspiller.
- Han er ikke længere den yngste spiller, men vi tror, at han kan hjælpe os med sin store erfaring og bruge den positivt. Han er i god form og har en stærk vindermentalitet, siger den tyske klubs træner, Dagur Sigurdsson, til klubbens hjemmeside.
Kasper Nielsen har senest tørnet ud for Bjerringbro/Silkeborg i den danske liga. Tidligere i karrieren spillede han bundesligahåndbold for danskerklubben Flensburg-Handewitt. Den forlod han for at vende tilbage til fynske GOG.
- Jeg ønskede at spille på det højest mulige niveau og har gode minder fra Bundesligaen, så jeg er glad for udfordringen.
- Beslutningen var nem at tage, da Füchse Berlin har udviklet sig godt og har et stærkt, sammenspillet hold, der spiller med i toppen, siger Kasper Nielsen.
Klubben sluttede som nummer fem i Bundesligaen i sidste sæson.