Spillede uafgjort mod mesterhold
BSV i fransk træningsturnerning
Håndboldherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg imponerede, da de søndag lagde arm med det franske mesterhold Dunkerque i en træningsturnering i Frankrig.
Kampen, der blev spillet sent søndag eftermiddag, endte uafgjort 23-23.
Efter den ordinære kamp blev opgøret efterfølgende afgjort på straffekast. Desværre for silkeborgenserne vandt franskmændene straffekastkonkurrencen 5-3.
Trods det samlede nederlag var BSV-spillerne tilfredse med indsatsen.
- Vi kan bruge sådan en kamp til rigtig meget. Den var rigtig godt til at finpudse vores spil, før det går løs om en uge, siger Bjerringbro-Silkeborgs højreback, Mads Christiansen, til klubbens hjemmeside.
Lørdag tabte Bjerringbro-Silkeborg i samme turnering til et andet fransk hold, HBC Nantes.
Allerede i næste weekend er der vigtige point på spil, når østjyderne i sæsonens første ligakamp møder KIF Kolding København.