It-hjemmehjælpere
Skal hjælpe ældre med Digital Post
Aarhus Kommune har fået et nyt korps af hjemmehjælpere: It-hjemmehjælpere.
De skal hjælpe især de ældre borgere med vanskeligheder omkring Digital Post og fritagelse fra den elektroniske postkasse.
Den 1. november skal alle være klar til at modtage digital post fra det offentlige, hvis ikke man er blevet fritaget.
- Her i starten er det mest fritagelse af Digital Post, men der kan også være tilfælde, hvor vi skal ud til borgeren og hjælpe med Digital Post og NemID, siger Michael Kastbjerg Christensen, der er it-hjemmehjælper.
Han er sammen med otte andre nyudklækkede it-hjemmehjælpere, og han havde første arbejdsdag mandag.
Mange ældre frygter det digitale og universet på internettet, og de fordomme vil Aarhus Kommune forsøge at bekæmpe.
- Der er en kæmpestor frygt forbundet med det her, og der er opstået en masse myter, som vi også gerne vil ud og prikke lidt hul i, siger Susanne Væring, der er projektleder i Aarhus Kommune.
Du kan se mere om de nye hjemmehjælpere i indslaget over artiklen.