- Vi er vrede og frustrerede
Klub skuffet over matchfixing-beskyldninger
Der er ingen beviser for, at spillere fra Skanderborg Håndbold har forsøgt at købe sig til oprykning ved at tilbyde penge til spillere fra Sønderjyske.
Sådan lyder konklusionen fra Danmarks Idræts-Forbunds matchfixingsekretariat, som i dag har besluttet ikke at gå videre med sagen omkring matchfixing i kampen mellem Skanderborg og Sønderjyske.
LÆS OGSÅ: Frikendt for matchfixing
Beskyldningerne kom efter en artikel i BT, hvor anonyme spillere fra Sønderjyske fremlagde påstandene om penge under bordet.
Hos Skanderborg Håndbold er man tilfreds med, at matchfixingsekretariatet ikke har fundet grundlag for at gå videre med sagen, men utilfreds med BTs håndtering af sagen:
- Vi er stadig vrede og frustrerede over, at BT valgte at løbe med sladder i stedet for at bedrive ordenlig journalistik, og vi er ærgerlige og vrede over, at hele vores spillertrup har været mistænkeliggjort og at vi har måttet bruge en masse energi på, at fortælle vores sponsorer, at historien ikke havde noget på sig, skriver Skanderborg Håndbold i en pressemeddelelse.
Klubben var i forvejen bekendt med rygterne, før BT udgav artiklen:
- Vi havde allerede for et par måneder siden konfronteret spillertruppen med påstandene. Påstande, som spillertruppen samstemmende skød ned som det rene opspind, skriver klubben.
Skanderborg Håndbold vil nu lægge sag an mod BT, fordi avisen har fremsat "grove og injurierende beskyldninger".