Far og søn kvæstet
Bus og personbil i alvorlig trafikulykke
To personer i en personbil er søndag kommet alvorligt til skade i et frontalt sammenstød med en rutebil på Randersvej mellem Trige og Spørring nord for Aarhus.
I bilen befandt der sig to personer, som er alvorligt kvæstede.
- Der er tale om en far og hans søn, og de er kommet alvorligt til skade, siger politikommissær Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi.
Den 41-årige far og hans ni-årige søn, hvis pårørende er underrettet, befandt sig som de eneste i personbilen, oplyser vagtchefen.
De er begge indlagt på sygehuset, hvor deres tilstand betegnes som kritisk.
Se: Far og søn død efter ulykke
Derudover er et antal passagerer fra bussen kommet lettere til skade. De er alle kørt til Regionshospitalet Randers.
Politiet fik anmeldelsen af ulykken søndag klokken 13.22, men har fortsat ikke overblik over, hvad der forårsagede den. Efter ulykken var vejen spærret på ulykkesstedet.
- Det har regnet meget kraftig i området i dag, så vi har en mistanke om, at akvaplaning har fået en af parterne til at skride ud, siger politikommissær Jes Frederiksen.