God sommer for turistbranchen
Rekordmange sommerhusudlejninger
Det er ikke kun solelskerne, der glæder sig over sommeren i år. De mange erhverv, der lever af turister har også svært ved at få armene ned.
- Det går rigtigt godt, siger Karen Hansen, der er kontorleder hos sommerhusudlejeren Novasol i Østjylland.
I juni og juli har hun haft en fremgang i udlejningen af sommerhus på 10 procent i forhold til 2013. Karen Hansen har været i branchen i 25 år. og 2014 er det bedste år, hun nogensinde har set.
- Hvis vi ser på august i år, så jeg har aldrig set så mange gæster som i år, siger hun.
Den store belægning skyldes, at danskere og nordmænd har lejet sommerhusene i juli, mens tyskerne nu rykker ind i august.
Butiksejere: Pengene sidder løst
Også butiksejerne i Ebeltoft mærker den gode sommer og de mange turister i sommerlandet.
- Det er den bedste sæson her i Ebeltoft nogensinde. Pengene sidder mere løse. Vi har ikke noget at klage over, siger Birgit Ditlevsen, der ejer butikken MilleB i Ebeltoft.
Meget tyder på, at 2015 også bliver et godt år. Allerede nu er der booket 200.000 overnatninger hos Novasol til næste sæson.