Ingen sejr til Fuglsang
Måtte se sig slået af to andre ryttere
Det var lige ved og næsten for Silkeborg-rytteren Jakob Fuglsang her til aften.
Til årets gadecykelløb i Hadsten havde Fuglsang håbet, at kunne forsvare sidste års sejr, men det var ikke tilfældet.
Han måtte i stedet se sig slået af Jonas Aaen fra Riwal Cycling Team og Michael Valgren, som kom i mål som henholdvis nummer et og to.
Det blev derfor til en tredjeplads for den garvede cykelrytter, der ellers har mange kilometer i benene efter for nyligt at være vendt hjem fra Tour de France.
Er du skuffet nu?
- Nej, det er jeg ikke. Jeg vidste det ville blive svært, og Valgren og Aaen er begge klasseryttere. Aaen som tidligere professionel og Valgren som danmarksmester. De havde måske lidt mere friskhed i benene, end jeg havde, fortalte Jakob Fuglsang til TV 2 | ØSTJYLLANDs reporter kort efter løbet.
Gadecykelløbet i Hadsten er blevet en fast sommertradition. Årets cykelløb er det 21. i træk.
Det specielle ved løbet er, at banen kun er 1,6 kilometer lang, og rytterne derfor når at passere publikum mange gange.
Hør Jakob Fuglsangs reaktion lige efter løbet i videoen øverst på siden.