- Vi prøver at overtale dem
Fem unge østjyder er formentlig døde i Syrien
30 unge fra Østjylland er rejst til Syrien for at deltage i hellig krig.
Det viser den seneste optælling fra Østjyllands Politi.
Fem af de unge har formentlig mistet liv i forbindelse med rejsen. En af dem er 19-årige Ahmad Hallak fra Viby.
Han drog sidste år af sted til Syrien med sin 21-årige storebror, men er aldrig vendt hjem. Ifølge familien er han blevet dræbt af en vejsidebombe.
Inden afrejsen til Syrien var Østjyllands Politi i kontakt med Ahmad Hallak og hans storebror. Her forsøgte politiet at overbevise brødrene om, at de skulle blive i Danmark.
Det er det eneste, politiet kan stille op i sådan en sag, fortæller politikommissær Allan Aarslev fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Vi prøver med alt, hvad vi har, men når man er fyldt 18 år, og man er myndig i Danmark, er det ikke ulovligt at tage til Syrien.
Mange af de 30 unge har haft deres gang i moskéen på Grimhøjvej i Brabrand.
Familien har ikke hørt fra Ahmad Hallaks storebror Hamsa, så det er uvist, om han er sluppet i god behold.
Hør, hvad politiet tænker om de unges rejser til Syrien i tv-indslaget øverst på siden.