Horsens tester ghaneser
De Gule kigger på 19-årig offensivspiller
AC Horsens leder stadig efter en offensiv spiller og har nu den 19-årige ghaneser Joseph Mensah til prøvetræning. Det skriver bold.dk.
- Han er en interessant spiller, en spiller med lidt 'X factor'. Han har været her nogle dage, og spillede med i vores reserveholdskamp mod Hedensted i tirsdags, siger direktør Henrik Ravn til bold.dk.
Joseph Mensah har det seneste halv år spillet for Slavia Prag i Tjekkiet, hvor han har været på lån fra sin ghanesiske klub, Liberty Professionals. Han er dog nu uden kontrakt og kan derfor skifte gratis til Horsens, hvis han falder i klubbens smag.
- Aftalen er, at han træner med ugen ud, og derefter træffer vi en beslutning. Vi skal lige se lidt mere, og snakke lidt med ham. Han kunne godt blive aktuel for os, siger Henrik Ravn til bold.dk.
Joseph Mensah har tidligere været til prøvetræning i den tyske klub Greuther Fürth.