Fødegang for ørreder på vej
Sportsfiskere håber på stor ørredbestand
Fremover skal Odder å måske omdøbes til Ørred å. Odder sportsfiskerforening vil i hvert fald gøre et stykke af åen til et rent ørredparadis med fem nye gydebanker til den velsmagende fisk.
- Der er en sund bestand allerede nu, men med gydebankerne bliver den modstanddygtig overfor eksempelvis gylleudslip i åen, siger Allan Rosenbæk fra Odder Sportsfiskerforening til TV 2 | ØSTJYLLAND.
20 til 30 tons grus
De nye gydebanker skal gøre det lettere for ørrederne at lægge deres æg sikkert i åen. Desuden vil de også sikre mere strøm i åen og dermed en bedre iltning af vandet.
- Selvfølgelig bliver der flere fisk for os at fange, men vi håber alt liv i åen får glæde af det her, siger Allan Rosenbæk.
Gydebankerne bliver lagt langs Aaparkeringen inde i Odder. Til projektet skal der bruges mellem 20 og 30 tons grus. Pengene herfra kommer fra fisketegnsmidlerne, mens Odder kommune stiller med maskinerne, når gruset skal lægges i åen.
- Det er så vigtigt, at de gør det. Ellers kunne det ikke lade sig gøre, siger Allan Rosenbæk.
Odder Sportsfiskerforening regner med at have etableret alle gydebankerne sidst på efteråret.