Mange brande på Djursland
Indsatsleder: Det har vi ikke oplevet i mange år
Brandvæsnet på Djursland har haft rigtig travlt tirsdag, hvor adskillige brande har sendt brandmændene på overarbejde.
Det travle døgn begyndte i nat, hvor en bilist forulykkede og mistede livet på Hovedvejen ved Nimtofte. Manden kørte ind i et træ, hvorefter der udbrød ild.
- Så var der en mindre brand i en lejlighed, som opstod i en vaskemaskine i Grenaa, fortæller indsatsleder Jan Recke fra Brand og Redning Djursland.
Senere på dagen hærgede en markbrand et område på omkring fire til seks hektar, hvor både brandvæsnet fra Grenaa, Fjellerup og Kolind måtte assistere, ligesom det også lykkedes brandvæsnet at redde 30 tons korn fra en brand i et korntørringsanlæg i Trustrup.
Derudover har der været brand i en mejetærsker ved Glesborg og i en bigballepresser et andet sted på Djursland.
Så der kan vidst ikke herske tvivl om, at brandmændene har haft rigeligt at se til det seneste døgn på Djursland.
- Det har vi ikke oplevet i mange år, siger Jan Recke.
I videoen øverst i artiklen kan du se brandmændenes slukningsarbejde ved branden i en mejetærsker ved Glesborg og ved et korntørringsanlæg i Trustrup.