Bevidstløs pige reddet i land
Livredderne måtte i aktion ved Moesgård i uge 30
Sommervarmen har for alvor ramt Østjylland de seneste uger, og det betyder, at mange søger ud til strandene for at blive kølet ned i vandet.
Men for en pige var det ved at ende galt, da hun var i vandet ved Moesgård Strand syd for Aarhus.
Ifølge TrygFondens Kystlivredning måtte livredderne i Danmark tre gange ud i livsreddende aktioner i løbet af uge 30. Den ene af dem var her i Østjylland.
- På Moesgård Strand kom livredderne en bevidstløs pige til undsætning, der led af dehydrering, oplyser TrygFondens Kystlivredning i en pressemeddelelse.
- Man bør altid være to eller flere sammen, når man går i vandet. På den måde kan man holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis nogen pludselig kommer i vanskeligheder. Vi opfordrer altid til, at man vælger en strand, hvor der er livreddere, som kan træde til med hurtig hjælp. Men det er fortsat folks eget ansvar at passe på sig selv og hinanden, når de kaster sig ud i bølgerne, siger René Højer, der er områdechef for sikkerhed i TrygFonden.
TrygFonden Kystlivredning har livreddertårne på 36 strande og havnebade i hele landet. Fire af dem er i Østjylland. Det gælder: Den Permanente, Grenaa Strand, Moesgård Strand og Saksild Strand.
Her følger livreddernes fem baderåd:
- Lær at svømme
- Gå aldrig alene i vandet
- Læs vinden og vandet
- Lær stranden at kende
- Slip ikke børnene af syne