Svindel ved byggeri
3F sender millionregning til virksomheder
Igennem længere tid har fagforeningen 3F undersøgt lønforholdene for 55 polske og slovakiske jord- og betonarbejdere, der arbejder på byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Skejby. Det skriver 3F i en pressemeddelelse.
Det er den polskejede virksomhed OK skandinavien og det slovakiske firma ML SRO, som 3F mistænker for at stå bag svindel og overenskomstbrud.
- En henvendelse fra en af de polske medarbejdere fik os på sporet af, at der ikke var orden i sagerne, fortæller Ole Christiansen, der er formand for jord- og betonarbejderne i Aarhus 3F Rymarken.
I følge 3F krævede den polske virksomhed tilbagebetaling af alt, hvad deres medarbejdere måtte tjene mere end 10 euro pr. time. Tilbagebetalingen skulle ske med kontanter, og de ville ikke få en kvittering. I følge 3F er der tale om overenskomstbrud.
3F skriver, at direktøren for virksomheden selv siger, at han havde garanteret de polske arbejdere en mindsteløn på 10 euro pr. time, og at tilbagebetalingen kun omfattede transport- og kørselstudgifter.
3F er samtidig i gang med at undersøge, om lønsedlerne hos det slovakiske firma er fiktive.
- Før sommerferien fik vi af den slovakiske virksomhed kopier af bankoverførsler til de enkelte medarbejderes bankkonti. Efter at et revisionsfirma har gennemgået disse, må vi konstatere at disse dokumenter ikke er valide, siger Ole Christiansen.
3F Aarhus Rymarken har nu opgjort kravet til efterbetaling, og i alt skal virksomhederne betale ca. 1,5 millioner kr. dertil skal lægges en bod.