Vidne til røveri truet
21-årig mand anholdt
Østjyllands Politi kunne lørdag anholde en 21-årig mand, som nu er sigtet for at have truet et kvindeligt vidne i en sag om røveri.
Tidligt lørdag morgen klokken 06.50 mødte den 21-årige mand den 21-årige kvinde i Aarhus.
- Han har fat i hende, og han kommer med verbale trusler. Hun er ikke fysisk mærket efter det, men psykisk. Hun er rystet efter det her, siger vagtchef Stig Heidemann fra Østjyllands Politi.
Han fortæller, at det virker som om, at det var et helt tilfældigt møde mellem de to, og at gerningsmanden ikke havde planlagt det på forhånd.
Kvinden vidnede dengang mod den 21-åriges kammerat, som blev dømt for røveriet.
- Kvinden var vidne til et røveri mod en forretning, hvor en gerningsmand dengang fik nogle måneders fængsel. Det var så røverens kammerat, som truede kvinden i går (lørdag, red). Hun var med tiden begyndt at komme sig efter røveriet, der blev begået for halvanden til to år siden, men nu kommer så det her, siger Stig Heidemann.
Den anholdte blev søndag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger, og han kærede ikke afgørelsen.