Glæder sig over tidlig høst
Landmænd har travlt med at få høstet
Lange perioder med tørt og varmt vejr betyder, at landmændene i år må endnu tidligere ud med mejetærskerne.
Rundt omkring i Østjylland er høsten i disse dage i fuld gang. Prognoser om regn og skybrud har sat fart på arbejdet med at få kornet i hus.
Landmand Niels Peter Jensen fra Foldby har været selvstændig landmand siden 1987. Aldrig nogensinde har han høstet så tidligt, som han gør i år:
- Høsten er kommet rimeligt hurtigt. Den er kommet omkring en uge før end beregnet, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De mange østjyske landmænd har derfor travlt med at få afsat deres store mængder korn til grovvarehandlerne.
Selvom høsten er god, får landmændene i år ikke ligeså meget for deres korn, som de plejer.
- Det kan ikke ødelægge mit humør, siger Niels Peter Jensen.
Hos DLG i Østjylland regner man med at købe omkring 350.000 ton korn.
Se et tv-indslag om den flotte høst i tv-indslaget øverst i artiklen.