Bedste arbejdsplads
Jobpatruljen kårer bedste arbejdsplads for unge
TIGER på Findlandsgade i Aarhus er et af de bedste steder at arbejde for unge under 18 i Østjylland.
I hvert fald, hvis man skal tro fagforeningernes oplysningskampagne Jobpatruljen, som har kåret den som den bedste arbejdsplads for unge blandt alle butikkerne i Odder, Skanderborg og Aarhus.
Jobpatruljen har den seneste tid besøgt omkring tusinde virksomheder og butikker og talt med over 200 unge under 18 for at sikre sig, at deres rettigheder bliver overholdt, og de er glade på arbejdspladsen. Og det var altså TIGER i Aarhus, der gjorde det bedste indtryk:
- Det er rigtig fedt at komme ud på arbejdspladser, hvor de unge er glade og trykke. Og hvor virksomhederne gør en særlig indsats for de unge, som de gør her, fortæller Gitte Velling, der er frivillig i Jobpatruljen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kåringen finder sted i dag kl. 16, og TIGER er dermed med i konkurrencen om at blive Østjyllands bedste arbejdsplads for unge.