1,5 mio. kr. til kræftbehandling
Skal hjælpe patienter med livmoderhalskræft
Selvom mange kvinder er blevet vaccineret mod livmoderhalskræft, bliver 300 kvinder fortsat hvert år ramt af den dødelige kræftsygdom.
En tredjedel af kvinderne ender med at dø af deres sygdom. Derfor har forsker Jacob Lindegaard fra Aarhus Universitetshospital netop modtaget 1,5 millioner af Kræftens Bekæmpelse til at forske i mere effektive og individuelle behandlingsmetoder.
Han skal blandt andet undersøge, om behandlingen bliver bedre, hvis patienterne får stråling på et større område af kroppen eller hvis de inden strålingen får forebyggende kemoterapi.
For at finde frem til den bedste behandling for den enkelte kvinde, skal Jacob Lindegaard gennemgå alle de patienter, som hospitalet hidtil har behandlet:
- Målet er, at vi fremover for hver enkelt kvindes vedkommende skal kunne forudsige, hvilken behandling der vil gavne hende og dermed forbedre hendes chance for at overleve sygdommen, siger Jacob Lindegaard.
Hvilken behandlingsform den enkelte patient skal have, skal i fremtiden kunne være muligt at give svar på, allerede når diagnosen bliver stillet.