- Det brænder som krudt
Brandvæsen opfordrer folk til at være forsigtige
Masser af varme og meget lidt regn.
Det er det vejrbillede, som vi øjeblikket oplever i Danmark. Mens de fleste nyder solens stråler, er der andre, der er bekymrede for det tørre vejrs konsekvenser.
Tørken har den seneste uge ført til flere naturbrande. Senest klokken 12.28 her til middag, hvor Odder Brandvæsen rykkede ud til en markbrand på Søbyvej i Odder.
Ifølge indsatsleder Søren Rekly fra Odder Brandvæsen opstod branden ikke af sig selv:
- Det så ud til, at det var blevet antændt, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Branden kan være påsat, men der er også en anden sandsynlig forklaring.
Indsatsleder Søren Rekly opfordrer folk til at være opmærksomme på ikke at smide glas, flasker eller lignende, da det kan fungere som brandglas og selvantænde.
- Det brænder som krudt i øjeblikket, fordi der er så tørt. Derfor skal man være forsigtig og selvfølgelig ikke tænde ild. Det er fuldstændig vanvittigt at gøre i øjeblikket.
Dagens brand i Odder blev hurtigt slukket. Der nåede derfor kun at nedbrænde et område på fire til seks kvadratmeter.