Pædagoger beholder jobs
Ny aftale betyder, at skolereform ikke koster jobs
SFO-pædagogerne i Silkeborg er nu sikre på deres job. En ny aftale med Silkeborg Kommune betyder, at der i det kommende skoleår ikke vil ske fyringer af pædagoger på grund af skolereformen.
- Jeg synes, at det er rigtig fint, og jeg synes, at vi er rigtig heldigt stillet i forhold til det, siger Sarah Hestbech Tidemand der er pædagog på Frisholm Skole i Them.
Silkeborg Kommune har indgået en aftale med BUPL, der er pædagogernes fagforening, som betyder, at pædagogerne i SFO'erne nu skal indgå i undervisningen efter sommerferien.
Aftalen sker som en konsekvens af den nye skolereform, og den betyder, at de pædagoger, der ønsker at arbejde i skoletiden, er sikre på at beholde deres job i det næste skole år.
I BUPL er man glad for aftalen.
- Det, som er godt ved aftalen, er, at den styrker vores faglige profil, og den er i tråd med intensionen med skolereformen, men også at vores pædagoger bliver ved med at beholde deres stillinger, siger Anne Grethe Rosenberg, der er formand for BUPL Østjylland.
Du kan se mere om aftalen mellem Silkeborg Kommune og BUPL i indslaget over artiklen.