De unges bedste arbejdsplads
Føtex kåret som vinder af Jobpatruljen
Det er Føtex på Nørrevænget i Silkeborg Kommune, der i år løber med titlen som den bedste arbejdsplads for unge under 18 år i Silkeborg Kommune.
Det er Jobpatruljen Østjylland, der står bag kåringen i Silkeborg Kommune.
Jobpatruljen er en gruppe frivillige unge, der hver sommer sætter fokus på unge og arbejdsforhold.
- Føtex på Nørrevænget er en arbejdsplads, der til punkt og prikke overholder de særlige regler, som gælder for unge fritidsjobbere under 18 år. De sørger for, at deres ungarbejdere ved, hvad de må og ikke må. De er opmærksomme på, at de unge ikke løfter mere end 12 kg eller skubber mere en 250 kg. Især tunge løft og skub er ellers et meget udbredt problem i de danske supermarkeder. De unges kroppe er ikke færdigudviklede, og deres rygsøjler er bløde, så de får nemmere varige rygskader af tunge løft og skub end voksne. Derfor er vi glade for, at de i Føtex på Nørrevænget passer på deres unge ansatte, siger Anne Hegelund, der er frivillig i Jobpatruljen.
Jobpatruljen har besøgt omkring 500 virksomheder i Silkeborg og snakket med 100 unge under 18 år.
Føtex på Nørrevænget vil tirsdag klokken 13.00 officielt blive kåret som den bedste arbejdsplads for unge under 18 år i Silkeborg Kommune, og her vil der blive overrakt et diplom, ligesom der vil være kage.