Motorcyklist ramte autoværn
Fik indre blødninger og brækkede ribben
Der er muligvis en for høj alkoholpromille, der er årsag til, at en 48-årig motorcyklist nu ligger indlagt på sygehuset i Aarhus med svære kvæstelser.
Ifølge lokalpolitiet i Skanderborg kørte den 48-årige motorcyklist fra Ulstrup onsdag aften galt på Låsbyvej lidt uden for Skanderborg. Manden mistede herredømmet over sin motorcykel i en kurve, hvorefter han kørte ind i autoværnet.
Motorcyklen fortsatte langs autoværnet og stoppede først 100 meter længere fremme ad vejen.
- En udåndinsprøve viste, at manden havde drukket mere alkohol end det tilladte. Der er siden blevet taget en blodprøve, for at vi kan fastslå den præcise alkoholpromille. Der kan gå op til en måned, inden vi har resultatet af blodprøven, siger kriminalassistent Orla Aagaard.
Den 48-årige mand er tidligere blevet frakendt sit kørekort og har således intet førerbevis til motorcyklen. I forbindelse med uheldet brækkede han seks ribben og fik indre blødninger. Han er dog ikke i livsfare.