Peberspray i fængslerne
Glæder sig over nyt magtmiddel
Det er glædeligt, at fængselsbetjentene i fremtiden får mulighed for at anvende peberspray mod de indsatte.
Det mener fungerende fængselsinspektør ved Statsfængslet Østjylland Una Jensen.
Efter flere års diskussioner bliver fængselsbetjentene nu udstyret med peberspray som en del af deres udrustning, når de for eksempel kommer i kontakt med de særligt farlige fanger i de lukkede afdelinger, lukkede fængsler og arresthuse.
Justitsminister Karen Hækkerup (S) skriver i et svar til Folketingets Retsudvalg, at hun har valgt at følge Direktoratet for Kriminalforsorgens anbefaling og udvide personalets adgang til at bære peberspray.
- Det er en naturligt konsekvens, at reglerne nu bliver lavet om, så fængselsbetjentene kan anvende peberspray i bestemte situationer, siger fungerende fængselsinspektør Una Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bedre end at anvende fysisk magt
Hidtil har peberspraydåser stået i aflåste skabe og måtte først udleveres, hvis der forelå en "særlig risikosituation".
Ifølge Una Jensen er det i nogle situationer en fordel for betjente at have peberspray på sig i stedet for at skulle anvende fysisk magt.
- Det kan for eksempel være i forbindelse med fangetransporter eller i afdelinger med særligt problematiske fanger, siger hun.
Det er endnu ikke afgjort, præcis hvornår og hvordan peberspray i fremtiden kan anvendes i de danske fængsler.
Ifølge Kriminalforsorgens evaluering af brugen af peberspray, der blev indført i samtlige fængsler og arresthuse i 2011, har den haft den "ønskede effekt og virkning ved primært at virke præventivt, og i de skarpe tilfælde at have pacificeret indsatte, således at behov for yderligere magtanvendelse har været minimeret".