Nej, tak til høj musik og bajere
Her hygger de sig med hammer og sav
Festival handler ikke bare om at høre musik og indtage alkohol.
I hvert fald ikke på Skarresø Festival på Djursland. Her hygger de mange unge sig i stedet med at være flittige med værktøj.
En af dem, som igen i år lægger vejen forbi festivalen, er Jakob Vang fra Aalborg. Han er civilingeniør og bruger til daglig det meste af sin dag foran en computer.
Det bliver der lavet om på i denne uge på Skarresø Festival. I dag var han blandt andet i gang med at sætte tag på et hønsehus:
- Nogle gange kan man godt trænge til at bruge keyboard-armene til noget andet, siger Jakob Vang til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er syvende gang, at Skarresø Festival bliver afholdt. I alt deltager omkring 150 unge i årets festival.
- Man kan sige, at her bygger man ting op og på Roskilde Festival tror jeg ligeså stille, man bryder sig selv ned, siger Anna Birk, som til daglig er psykologistuderende.
Se et tv-indslag fra den noget anderledes festival øverst på siden.