Smukfest er en lukket fest
Borgere ærgrer sig over indhegning
Hvis man vil snuse lidt til festivalstemningen på årets Smukfest i Skanderborg, skal man i år have indløst billet.
Traditionelt har der ellers været gratis adgang for alle til gaderne med boder uden for selve festivalpladsen og på campingpladserne, men det er nu forbi.
Hele festivalsområdet bliver i år hegnet ind. En beslutning, som blev taget af byrådet i Skanderborg Kommune i samråd med politiet, der stillede det som krav for at godkende årets festival.
TV 2 | ØSTJYLLAND har i dag talt med flere af byens borgere, som ærgrer sig over, at Smukfest nu er lukket land for gratister:
- Der er mange, der kede af det, fordi de plejer at komme ned med deres børn ned på bodpladserne, siger taxachauffør Peter Nielsen.
Også byrådsmedlem Martin Frausing Poulsen (DF) er træt af, at byens borgere ikke nyde godt festlighederne i deres egen by.
Han stemte selv for forslaget om indhegning, fordi det var et krav, men håber, at der næste år kan blive ændret på forholdene:
- Det er fire-fem uger af den bedste tid på året, hvor folk ikke må komme ude i skoven. Der er i hvert fald meget stærke begrænsninger i forhold til, hvor de kan være henne, og så har man ligesom kompenseret ved at sige, at de gerne må deltage i det her, siger Martin Frausing Poulsen.
Se, hvad formanden for Smukfest i Skanderborg siger til kritikken, i tv-indslaget øverst i artiklen.