Fregat forfalder
Ny million-donation skal gå til restaurering
Hvis man vil ombord på Fregatten Jylland i Ebeltoft, er det efterhånden ved at være sidste chance.
Det mere end 150 år gamle skib skal nemlig snart gennemgå en større restaurering, som skal sikre, at besøgende også kan nyde synet af fregatten i mange år fremover.
Restaureringen er blevet muliggjort, fordi A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal har doneret 4,8 millioner kroner til at genoptage det restaureringsarbejde, som sluttede i 1993.
De mange år i tørdok har tæret på skibets konstruktion, og det er derfor nødvendigt, at det bliver understøttet med et indbygget stålskelet:
- Ellers vil Fregatten Jyllands stævn og agterspejl i løbet af få år kollapse og styrte ned i tørdokken. Besøgende kan allerede i dag ved selvsyn konstatere, hvordan især forskibet er blevet deformeret, siger direktør Benno Blæsild.
De 4,8 millioner kroner falder ifølge Benno Blæsild på et tørt sted, fordi Folketinget i 2012 besluttede sig for at reducere bevillingen til fregatten fra fire til to millioner kroner.
Restaureringsarbejdet begynder til efteråret, og efter planen vil forskibet være færdigt i begyndelsen af 2015. Agterspejlet forventes dog at være tilbage på sin plads i 2017.