Rådmand: Boykot Israel
Kommunen skal ikke købe varer israelske varer
Byrådspolitikerne i Aarhus bliver nu tvunget til at tage stilling i den tilspidsede konflikt mellem israelere og palæstinensere.
Den radikale kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, der selv er palæstinenser, kræver, at Aarhus Kommune straks boykotter alt samarbejde og handel med Israel.
Det betyder blandt andet, at kommunen ikke længere skal købe israelske varer.
Står det til Rabih Azad-Ahmad, skal Aarhus Kommune samtidig afbryde samarbejdet med sikkerhedsfirmaet G4S, fordi firmaet udfører opgaver for Israel i Gazastriben.
- Det er meget vigtigt, at vi bruger skatteborgernes penge på steder, hvor de basale menneskerettigheder ikke bliver trådt på, siger Rabih Azad-Ahmad til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ingen opbakning i byrådet
Kulturrådmandens forslag om at boykotte israelske varer møder dog ikke opbakning blandt de øvrige partier i byrådet.
- Det er en frygtelig konflikt, som også påvirker borgere her i Aarhus. Men vi synes ikke, at det er Aarhus Kommunes opgave at føre udenrigspolitik, siger Socialdemokraternes politiske ordfører i Aarhus, Lotte Cederskjold.
Hun bakkes op af de konservatives politiske leder, Marc Perera Christensen.
- Mit standpunkt er det absolut modsatte. Jeg er suverænt på Israels side i den her konflikt. Det er bare uvedkommende i min rolle som byrådsmedlem, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Selv blandt Rabih Azad-Ahmads egne radikale partikollegaer på Christiansborg møder forslaget om at boykotte Israel modstand. Alligevel planlægger han at fremsætte sit forslag efter sommerferien.
Kampene mellem Israel og Hamas har stået på i flere dage. Opblusningen af konflikten har kostet flere menneskeliv.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.