Fire narkobilister anholdt
Politiet havde en travl nat på vejene
Ikke færre end fire personer blev i aftes og i nat anholdt for at være påvirkede af narko, mens de kørte bil eller knallert.
Samtlige fire trafikanter blev standset i Aarhus-området.
Kort efter midnat standsede politiet med få minutters mellemrum to narkopåvirkede bilister på Skovmøllevej nær Moesgaard Strand.
Den første blev anholdt kl. 0.05, mens den anden blev anholdt kl. 0.14. De to mænd var begge 23 år gamle. Begge mænd blev kørt til lægeundersøgelse, efter at de var blevet anholdt.
Senere på natten blev en 26-årig mandlig knallertkører standset af politiet på Anelystvej i Tilst. Betjentene kunne konstatere, at manden var påvirket af narko. Han blev derfor anholdt.
Tidligere på aftenen blev også en 22-årig mand anholdt i det centrale Aarhus. Manden, der var påvirket af narko, blev ligesom de øvrige kørt til undersøgelse ved en læge.