Taget med hash, speed og skunk
Dyrt at sætte sig op på motorcykel
Man skal lade være med at sætte sig op på en motorcykel, hvis man ikke har kørekort til den - også selv om man slet ikke kører på den.
Dette er sandsynligvis den dyrt købte erfaring, en 18-årig mand har gjort sig, efter at han i aftes mødte politiet på Viby Torv i Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi sad manden på motorcyklen, mens den holdt i tomgang. Politiet kunne kort efter fastslå, at manden var påvirket af narko, og at han var i besiddelse af hash, skunk og amfetamin - også kendt som speed.
Foruden sigtelserne for at være påvirket af narko og for at være i besiddelse af euforiserende stoffer er manden også sigtet for at sidde på en tændt motorcykel uden at have kørekort.
Den 18-årige blev standset kl. 21.11. Han blev senere kørt til undersøgelse ved en læge.