Mand overfaldet og bidt af hund
29-årig slået af hundelufter
Mandag aften blev en 29-årig mand slået med en gren af en hundelufter og efterfølgende bidt af dennes hund på Høegh-Guldbergs Gade i Aarhus.
- Anmelderen er ude at gå en tur, da han påtaler overfor en hundelufter, at hunden skal føres i snor, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.
Det får hundelufteren til at samle en tyk gren op og løbe efter den 29-årige mand.
- Anmelderen bliver slået med flere gange på benet, og da han forsøger at skubbe hundelufteren væk, blev han angrebet af hunden, som bed ham i armen, siger Vagn Martinussen.
Offeret måtte efterfølgende en tur forbi skadestuen for at blive tilset.
- Vi har desværre ikke rigtig noget ordentligt signalement af gerningsmanden, men vi har to vidner, som vi skal have snakket med i dag (tirsdag, red), så derfor har vi endnu ikke et klart billede over hændelsesforløbet, og hvorfor det endte så galt, siger Vagn Martinussen.
Overfaldet skete på Høegh-Guldbergs Gade i det centrale Aarhus klokken 21.05 mandag aften.
Anmelder beskriver hunden som værende en muskelhund.
Har du oplysninger i sagen bedes du kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.