Alle mand ombord
Passagertallet stiger på SamsøFærgen
27. jun 2014, kl. 15:44
Mere end 30 dage gammel
Der er rolig søgang og passagermæssig fremgang for SamsøFærgen. I årets første fem måneder har 126.179 passagerer taget turen mellem Sælvig og Hou. Det er en fremgang på 5 procent sammenlignet med samme tid sidste år.
- Det er godt gået, når man tænker på, de små øer har været hårdt ramt af fraflytning de seneste år, siger Lindy Kjøller, der er salgs- og marketingchef hos SamsøFærgen, til tv2oj.dk.
Fremgangen styrker den bedring, firmaet bag SamsøFærgen er inde i. For blot tre år siden havde de underskud. Men i 2013 havde rederiet et overskud på 59 millioner kroner.
- Med det her kan vi blive ved med at trække vejret lidt lettere, siger Lindy Kjøller.