Rapkæftet båltaler
Karen Thisted tænder sankthansbålet
Det bliver den rapkæftede 67-årige journalist Karen Thisted, der på mandag holder båltalen ved Randers' store sankthansbål-arrangement i Tronholmparken.
Tidligere har skuespillerne Søs Egelind, Ole Thestrup, Flemming Jensen og tv-manden Anders Lund Madsen holdt båltalen ved Gudenåens bred.
I år kommer talen fra journalisten og debattøren Karen Thisted, der senest bl.a. er kendt for sit makkerskab med radioværten Huxi Bach i P3-programmet "Den Løse Kanon".
I forbindelse med programmet har hun fået prædikatet "den rapkæftede mormor".
Udtrykket er siden er blevet forstærket af samarbejdet med Susanne Bjerrehuus, hvor de begge som mormødre debatterede og undersøgte prostitutionsmiljøet i tv-udsendelserne "Mormors bordel".
Sankthans-arrangementet i Tronholmparken i Randers finder ifølge Randers Kommune sted mandag aften mellem kl. 20 og 21.