Han er årets kvindetræner
Jan Leslie får hyldest inden jobskifte
17. jun 2014, kl. 10:30
Mere end 30 dage gammel
Fra næste sæson stopper Jan Leslie som træner i Randers HK og kaster sig ud i et russisk håndboldeventyr.
Men inden han tager af sted, bliver han nu hyldet for sin trænergerning i Danmark.
Jan Leslie er nemlig netop blevet kåret som Årets Træner på damesiden af Dansk Håndboldforbund.
Prisen er blevet givet på baggrund af stemmer fra landstrænerne samt liga- og 1. divisionstrænerne, der har afgjort, hvilken træner, der har gjort det bedst i denne sæson.
Jan Leslie og Randers HK endte på en samlet tredjeplads i Dame Håndbold Ligaen.
Den rutinerede cheftræner skal nu forsøge at gøre kunsten efter i den russiske topklub Rostov Don.