Jan Leslie skal til Rusland
Tidligere Randers-træner har fået nyt job
Den tidligere cheftræner for Randers HKs håndboldkvinder, Jan Leslie, har fået nyt job.
Leslie skal fra den kommende sæson stå i spidsen for den russiske topklub Rostov Don.
Klubben satser stort på at få succes i europæisk håndbold.
- I Rostov Don er der rent sportsligt nogle bedre muligheder - ikke mindst på grund af økonomien. I Randers havde vi et spillerbudget på 3,5 millioner kroner. Det har vi også i Rostov - men der er det i euro, siger Jan Leslie til sporten.tv2.dk.
Den tidligere Randers-træner har underskrevet en toårig kontrakt med Rostov Don, men aftalen indeholder en klausul, så Jan Leslie kan rejse hjem efter et år, hvis han ønsker det.
Det skyldes blandt andet, at hans hustru og børn bliver hjemme i Danmark i første omgang.
- Det har selvfølgelig ikke været en nem beslutning, men jeg synes, vi står godt rustet. Vi har diskuteret det her i mange måneder og har fundet ud, hvordan vi bedst gør det her, siger Jan Leslie.
Familien skal efter planen støde til i Rusland efter det første år, hvis alt går som håbet.
Jan Leslie nåede at stå i spidsen for Randers HK i mere end fem år. Her vandt han bl. a. det danske mesterskab i 2012 og EHF Cup-titel i 2010.
Han forlod kronjyderne efter den netop overståede sæson.