Støtter hjemsendt lærer
Folkeskolelærer slog en elev fra 8. klasse
En bortvisning af en lærer på Risskov Skole i Aarhus har bragt sindene i kog blandt både lærere, forældre og elever.
Sagen udspringer af en batalje mellem læreren og en elev fra 8. klasse. I forbindelse med episoden ramte læreren eleven med et slag. Han fortrød straks og henvendte sig til skolens ledelse.
Siden episoden, der fandt sted i skolens fritidsordning i maj, er læreren blevet hjemsendt.
Hjemsendelsen har fået de øvrige lærere til at lave en underskriftsindsamling for at beholde deres kollega. Derudover har tre af skolens forældrerepræsentanter forladt skolens bestyrelse.
Fredag morgen blev der i skolegården afholdt en demonstration til fordel for den hjemsendte lærer.
- Vi vil sende et signal om, at vi synes, skoleledelsen har opført sig meget amatøragtigt i den her sag. Vi synes ikke, at man har behandlet sagen ordentligt. Det har været en uanstændig behandling. Det er vi ikke tilfredse med, siger en af drivkræfterne bag opbakningen til den hjemsendte lærer, Morten Nielsen.
Se mere om fredagens aktion i videoen øverst på siden.