Krisemøde i Odder om Løkke
Skal formanden have støtte eller ej?
I Odder var byens ledende Venstrefolk søndag til møde, hvor det skulle besluttes, om man ville støtte Lars Løkke Rasmussen eller ej.
Lørdag fortalte Venstre i Silkeborg og Randers, at man ikke længere støtter Lars Løkke som formand af partiet.
Søndag ved middagstid gik Skanderborg samme vej.
Og søndag sidst på eftermiddagen var det så i Odder, at det var Venstrefolkenes tur til at stikke hovederne sammen.
Men i Odder vil man ikke fortælle, om man fortsat støtter Lars Løkke Rasmussen som formand.
- Det er fordi, at vi her i Odder mener, at hvis Venstre skal have en ny formand, så er det noget, der skal drøftes internt i Venstre på et hovedbestyrelsesmøde. Vi mener ikke, at det er pressen, der skal sætte dagsordenen for hvem, der skal være formand for Venstre, siger Jan Gade, der er formand for Venstres Kommuneforening i Odder.
Han fortæller, at man på mødet kom frem til en beslutning om, hvorvidt man støtter Lars Løkke Rasmussen eller ej.
- Der er fuldstændig enighed, og den mening vi har, den fremlægger jeg på hovedbestyrelsesmødet på tirsdag, siger Jan Gade.
Du kan se mere om Venstres møde i Odder i indslaget over artiklen.