Verdensholdet på besøg
Leg og gymnastik i Tilst
Fredag var der dans, leg og akrobatik på græsset mellem blokkene i Langkærparken i Tilst ved Aarhus.
Her var ti gymnaster fra DGI Verdensholdet nemlig på besøg for at lære børn og unge om gymnastik og en aktiv livsstil.
Og det skabte stor glæde.
- Vi har lavet gymnastik hele vores liv, og vi elsker det, og så ser man sådan et verdenshold, og så tænker man wuhuuu, siger 13-årige Alexander Mattzon, der deltog i fredagens arrangement med sin ven.
Til oktober rejser DGI Verdensholdet ud i verden for at inspirere børn og unge til en aktiv livsstil. Og det var noget af indholdet til den tur, som fredag blev testet i Tilst, og det giver gode erfaringer.
- Ja, helt vildt. At vi har fået lov til at teste nogle ting af på nogle børn herhjemme giver et godt billede af, hvad vi kan ske at møde ude i verden, og forhåbentlig kan vi inspirere dem til at begynde at bevæge sig, og det er jo det hele handler om for os, siger Lotte Bjørnholt Fink, der er gymnast og en del af DGI Verdensholdet.
Til oktober rejser Verdensholdet ud i verden, og her skal det blandt andet besøge Chile, Sydkorea USA og Malaysia på den seks måneder lange tur.
Og i Langkærparken skabte de ti gymnaster liv og glæde.
- Det betyder, at der kommer liv, og at folk kommer ud på græsplænerne. Det er noget af det, vi rigtig gerne vil have herude, så vi får gang i fritidslivet, siger Charlotte Klokker, der er boligsocial medarbejder i Langkærparken.
Du kan se mere om DGI Verdensholdet og besøget i Tilst i indslaget over artiklen.