Taget på fersk gerning
Personale fra DSB opdagede graffitimaler
En 38-årig graffitimaler blev natten til mandag taget på fersk gerning, da han var ved at male på et tog i Aarhus.
- Det var personale fra DSB, der opdagede ham. De kunne så tilbageholde ham, indtil vores patrulje var fremme. De så ham, mens han var i færd med at male graffiti på et tysk ICE-tog, siger Vagn Martinussen, der er politikommissær hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 38-årige havde angiveligt malet et areal på 15 kvadratmeter på toget, der holdt på baneterrænet ved Skovgårdsgade i Aarhus.
- Ved anholdelsen var han i besiddelse flere spraydåser med maling, siger Vagn Martinussen.
Den 38-årige er sigtet for groft hærværk, men han er løsladt efter endt afhøring.
Ifølge politiet kan han formentlig se frem til en bødestraf og dertil et betragteligt erstatningskrav fra de tyske statsbaner, som ejer toget.