Stadig ingen spor af Jørn
Politiet rykker eftersøgningen til nyt område
Østjyllands Politi har med hunde og helikoptere natten igennem ledt efter den efterlyste 68-årige Jørn Poulsen ved området ved Brabrandsøen.
Jørn Poulsen forlod torsdag eftermiddag sit hjem på Lykkendalsvej i Brabrand ved Aarhus i nedtrykt og deprimeret tilstand.
- Vi gennemsøger nu området omkring True Skov og Årslev Skov med hunde. Et område, hvor han ofte færdes, og vi har en formodning om, at han er i nærområdet, da han ingen penge havde på sig, da han forlod hjemmet, siger vagthavende hos Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet har stadig ikke fundet cyklen, en sort damecykel af mærket Kildemoes, som Jørn Poulsen cyklede afsted på.
Jørn Poulsen beskrives som 175-180 cm høj og alm. bygning. Han var iført cowboybukser, lilla bluse, sort jakke og tennissko, da han forlod hjemmet.
Oplysninger i sagen kan gives på tlf. 114 eller 87 31 14 48.