Shh... stilleområde
Kommune indstillet til natur- og miljøpris
Silkeborg Kommune har udpeget 17 procent af sit samlede areal til stilleområder. Det er naturområder, der ikke må forstyrres af støjende eller lysforurenende aktiviteter.
Det tiltag ønsker Danmarks Naturfredningsforening's Lys- og lydnetværk sammen med DN's lokale afdeling i Silkeborg at belønne.
De har derfor indstillet Silkeborg Kommune til Nordisk Råds natur- og miljøpris 2014.
- Det er glædeligt, at der nu i de smukke naturområder omkring Silkeborg er lagt en ramme om den udvikling, der fremover kan ske på de store naturarealer. Stilleområder giver mulighed for tiltrængt rekreation fra den støjpåvirkning, der for rigtigt mange borgere hører til dagligdagens miljøer. Fra statens side og på EU-plan lyder der opfordringer om at beskytte lydmiljøet og bevare de stille steder, der endnu findes. Silkeborg Kommune er en af de ganske få danske kommuner, der har taget udfordringen op, lyder det fra Dansk Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.
- At hædre Silkeborg Kommune med en anerkendt pris ser vi som en udmærket måde at gøre kommunens naturvenlige skridt kendt udenfor kommunegrænserne. Derved kan det blive en opfordring til andre, der har egnede arealer med de fornødne kvaliteter, om at tage tilsvarende skridt.