- Det er absurd!
Urimeligt at familie ikke kunne blive i landet
Det er fuldstændigt meningsløst, at en lille aarhusiansk familie siden sidste år har været tvunget til at bo i udlandet for at kunne få en fremtid i Danmark.
Det mener Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, efter at det nu står fast, at Kenneth Iversen og hans vietnamesiske kone, Yen Ngoc, formentlig snart kan forlade Tyskland og vende hjem til Aarhus.
Yen Ngoc har netop modtaget det fysiske bevis for, at hun har opholdt sig i længere tid i Tyskland. Hun har fået sit EU-opholdskort med posten.
Johanne Schmidt-Nielsen glæder sig over, at den lille familie nu snart er tilbage i Danmark. Hun undrer sig dog over, at det overhovedet har været nødvendigt at flytte til Heidenheim i det sydlige Tyskland.
- Det er fuldstændigt meningsløst. Jeg kan ikke forstå, hvem i Danmark der får noget ud af, at Kenneth, hans familie og andre i denne situation bliver chikaneret på denne her måde, siger hun i et interview på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kenneth Iversens kone, Yen Ngoc, blev i september sidste år udvist af Danmark, fordi hun med sit vietnamesiske statsborgerskab ikke kunne familiesammenføres med sin mand.
Familien fik afslag på familiesammenføring, fordi Kenneth Iversen ikke levede op til reglerne om selvforsørgelse, da han i en periode havde modtaget revalidering i forbindelse med en alvorlig arbejdsulykke.
Dette til trods for, at han efter arbejdsulykken uddannede sig som ingeniør og derefter selv kunne forsørge sin familie.
- Det er absurd, og det hører slet ikke hjemme i velfærdsstaten Danmark. At vi straffer mennesker for at uddanne sig, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Se mere i videoen øverst på siden.