Beløn bilisterne!
Moderne teknologi ind i kampen mod trafikproblemer
Bilister, der bevidst undgår at køre ud på de mest trafikerede veje i Aarhus i myldretiden, bør belønnes ved fx at kunne parkere gratis.
Sådan lyder et utraditionelt forslag fra medstifteren af Innovation Lab i Aarhus Preben Mejer.
Ifølge ham er det muligt at tilbyde bilisterne en smartphone-app, som advarer om køproblemer og foreslår alternative ruter.
Ved at tildele bilisterne point kan kommunen belønne trafikanterne for deres adfærd. Pointene kan for eksempel bruges til at betale for parkeringsbilletter.
Preben Meyer erkender, at det vil være dyrt at tilbyde gratis parkering. Omvendt sparer kommunen penge på andre områder, mener han.
- Et eller andet sted er det jo en tabt parkeringsindtægt, hvis du modregner det i parkeringssystemet. Omvendt koster det mange millioner at udbygge Kystvejen, hvor vi står nu, eller at få den lagt om. Det er et spørgsmål om at omlægge nogle penge, så de bruges på noget mere fornuftigt.
Rådmanden for teknik og miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), ser positivt på ideen om at belønne bilister, der ikke kører på de mest trafikerede veje i myldretiden.
- Det kan jo godt være, at vi kan være med til at få mere fremkommelighed og en bedre trafikadfærd. Det kan vi godt påskønne fra kommunens side, siger han.
Se mere i videoen øverst på siden.