Nød påsken uden brækjern
Få havde ubudne gæster i påskedagene
Indbrudstyvene i Silkeborg-området havde tilsyneladende mere travlt ved frokostbordet end i baghaverne i de lokale villakvarterer.
I hvert fald har Midt- og Vestjyllands Politi kun registreret seks anmeldelser fra silkeborgensere, der havde indbrud i deres private boliger i påsken.
Ifølge politiet har indbrudstyve i løbet af påskedagene slået til mod seks private boliger, hvilket er nøjagtigt det samme antal indbrud som sidste år.
De seks indbrud er dog mere end en halvering i forhold til niveauet i 2012, hvor der blev registreret 13 indbrud i private boliger.
I alt blev der i hele politikredsen registreret 36 indbrud i løbet af påsken.
- Vi er meget tilfredse med, at vi igen i år samlet set oplever færre indbrud her i politikredsen. Vores mål er gennem en effektiv og målrettet politiindsats og hjælp fra årvågne borgere at holde fast i den positive udvikling, siger politiinspektør i Midt- og Vestjyllands Politi Klaus Arboe Rasmussen i en pressemeddelelse.