Kloge børn frygter skolen
Folkeskolereformen skaber bekymringer
Særligt kloge børn og deres forældre frygter for, hvad den nye folkeskolereform kommer til at betyde.
Tvillingerne Emil og Astrid Koefoed-Nielsen på 11 år fra Vejlby er to af dem.
De kan lide at lege, spille håndbold og gå til spejder, men de er også en del af en gruppe børn, som man kan betegne som særligt kloge.
- Jeg har nemmere ved tingene, og jeg er også bedre til at forstå mange af tingene, siger Emil Koefoed-Nielsen.
Men det er ikke altid lige sjovt.
- Nogle gange kan man godt føle sig lidt anderledes, siger Astrid Koefoed-Nielsen.
Tvillingeparrets forældre opdagede allerede, da børnene gik i børnehave, at de var særligt begavede.
- Desto mere man præsenterer for dem, desto mere ønsker de at vide. De har ikke den naturlige stopklods, siger Pernille Koefoed-Nielsen, der er mor til Emil og Astrid.
Efter sommerferien skal alle elever gå i skole i betydeligt flere timer end i dag. Det skal gøre skoledagen lettere og mere effektiv for både lærere og elever.
Men for de særligt kloge børn risikerer det at have den stik modsatte effekt, hvilket bekymrer Pernille Koefoed-Nielsen.
I indslaget over artiklen kan du se meget mere om hele hele sagen.